FORÅR – I HAVEN OG DRIVHUSET

Forår i kolonihaven
Forår have

Efter en mild vinter bliver man altid lidt nervøs for hvordan foråret bliver. Alting pibler frem og lige pludselig slår frosten ind. Sådan gik det også i år – præcis som sidste år (se tidligere blogindlæg). Jeg optog en lille video af haven for et par uger siden. Den kan du se her på YouTube.

Næsten ingen vinter – og ligesom man var kommet allermest i forårshumør, kom frosten. Vi ligger i en kold gryde, så når de lover minus 1-2 grader, har vi minus 4-5 grader. På det her tidspunkt i marts måned, har jeg forspiret en masse. Ærter, hestebønner, salat, spinat, lathyrus, cosmos, tomater og endda aubergine. Dette kan du læse meget mere om i min artikel på HAVEFOLKET for marts måned.

Jeg havde forlængst fjernet bobleplasten fra drivhuset, da jeg ikke kunne holde ud at kigge på den grimme isolering. Det bliver man lidt ked af med udsigten til minus 7 grader en uge frem.

I stedet byggede jeg en varmekasse til de mindste spirer. Jeg har ikke plads indenfor, og desuden er det min erfaring, at de fleste ting meget hurtigt bliver tynde og ranglede i vindueskarmen indenfor. I drivhuset kan man trods alt bedre styre forholdet mellem varme og lys lidt bedre, men det betyder også, at man er nødt til at sætte lidt varme på.

Selvom bobleplasten var pillet ned, satte jeg alligevel en varmeblæser til. Alt for dyrt i el, men på den anden side er det prisen for at lege forår lidt for tidligt.

Forspiring
Spirekasse
Forspiring af ærter

For et par uger siden lagde jeg jorddække ud. Dels for at gøde jorden, men allermest for at forbedre jordstrukturen. Vores jord er tung,  med et rimeligt højt indhold af ler. Den har derfor godt af, at blive lettet lidt.

Det ser super godt ud, når man har lagt et lag ud. Det er ligesom forårsrengøring i haven, og jeg er vild med det. Det viste sig desværre, at haveforeningens solsorte også er mere end vilde med mit jorddække.

Hver enste morgen er de i fuld gang med at hærge alle bede og sprede komposten for alle vinde og i særdeleshed ud på stierne. Det resulterer i, at jeg går derude med kosten hver eneste morgen, uanset vejret, og fejer ind efter dem. Jeg er vild med deres sang, men…

Solsorte i bedene
Drivhuset nyvasket