Forberedelse til haveplan
Opmåling af haven
Opmålingsvejledning:
For at jeg kan lave en haveplan til jer har jeg brug for en plan/tegning over jeres grund. Tegningen skal indeholde placering af bygninger og andre blivende elementer, fx. større træer.
Tegningen skal være forholdsmæssig korrekt eller være tilført alle relevante mål.
I har allerede en tegning fra kommunen
Mange har allerede en kommunal tegning af grund og bygninger. Hvis I har sådan en er forberedelsen lettere. I det tilfælde skal I først sikre jer, at alle blivende elementer fremgår af tegningen. Hvis ikke skal disse tilføres. Herudover skal I tage nogle kontrolmål, som jeg skal brug til at skalere tegningen korrekt op. Udvælg mål, fx. husets længde og grundens bredde.
Vær opmærksom på, at skellinjer på en kommunal tegning og virkeligheden ikke altid stemmer overens. Jeg er interesseret i målet til inderside af hæk eller hegn. Det er vigtigt, at jeg har de korrekte mål, så jeg ikke kommer til at ‘bruge’ mere plads, end der reelt er.
I har ikke en tegning fra kommunen
Hvis I ikke har en tegning i forvejen, skal I ud og måle haven op. Det er vigtigt, at I er forholdsvis præcise. Alle relevant mål skal fremgå af tegningen.
- Af tegningen skal følgende fremgå:
- Mål havens længde og bredde
- Eksisterende bygningers mål med placering af døre og vinduer
- Eksisterende fliser, dæksler mv, der skal bevares
- Større træer og store buske, som skal bevares
Tegningen skal have anført en nordpil.
Hvis I ikke selv ønsker at måle haven op, kan dette tilkøbes. Dette skal i givet fald oplyses forud for det indledende inspirationsbesøg.